Prædiken til 3. s. e. H3K 2019 i Mørdrup Kirke d. 27. jan. 2019 kl. 10.00

DDS: 408 – 356 – 582 -- 367 – 717 - 266

Jeg vil begynde med en lille historie, den handler om bondemanden Kresten, der lå for døden. Hans kone Maren tilkaldte den lokale præst, som kunne tale med- og berolige Kresten.

Præsten fortalte Kresten, at han inden aften ville sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob.

Kresten lå lidt for at samle tankerne og sagde så:

"Nej det går ikke! Når så mange mandfolk kommer sammen bliver det nemt til Drukkenskab."

Jo, den gode Kresten, har måske nok været en dygtig bondemand, men bibelhistorie var ikke hans stærke side. Præstens trøsteord var forgæves

Jødernes stamfædre Abraham, Isak og Jakob var fremmede for Kresten.

Og han frygter det værste, når mange mandfolk er samlet.

Og det er måske meget kendetegnende, at det eller dem, der er os fremmede, lokker frygten frem.

Jeg tror ikke denne følelse er ny.

På den politiske scene bliver der talt meget om frygten for de fremmede, og hvad de kan gøre ved os. Og den fremmede behøver ikke være en udlænding; den, der er os fremmed, kan også have en anden tro, anden race, politisk overbevisning, seksuel orientering, tilhøre en anden social klasse, et andet køn eller bare have et andet temperament.

Men vi skal ikke mere end en generation eller to tilbage før end det var helt almindeligt at siger ”Der kommer fremmede i aften”, når man skulle have gæster på besøg.  Og det var positivt ment.

Når der kom fremmede, fandt man den fine dug frem og det gode porcelæn. Der blev bagt og braset. Man tog søndagstøjet på og duften af friskbrygget kaffe bredte sig. Man stillede an og gjorde sig umage, når der kom fremmede.

Men hvem var de i så grunden, disse fremmede?

Jo, det kunne sagtens bare være folkene fra nabogården, som man i grunden kendte så godt.

Så man kunne spørge sig selv, hvad fremmed, der dog var ved naboerne - andet end, at de også havde fået det pæne søndagstøj på?  

Det var som om, at tøj, mad og stadsstuen havde magt til at gøre både værtsfolk og gæster fremmede for hinanden.

Måske blev de også lidt fremmede for sig selv.

Og hvor komisk det end kan lyde, så blev det svært bare at gøre som man plejede, når man sådan havde fremmede. Selv om man måske et par timer før var stødt på hinanden i marken eller ved købmanden og havde talt om helt almindelige ting, så var det anderledes nu.

Det var som om, der installerede sig en distance, ja næsten en ærefrygt mellem vært og gæst. De var fremmede for hinanden i betydningen nye for hinanden, med mulighed for at opdage nye sider hos dem, man ellers kendte så godt.

Det hører en anden tid til at kalde gæster for fremmede, men et eller andet sted, kender vi godt til denne fremmedhed, selv blandt dem vi omgås til dagligt. Faktisk er ethvert menneske, man møder en fremmed. Ja, selv dem vi er i familie med kan være som en slags fremmede, lige meget hvor godt vi bilder os ind, vi kender hinanden.

Der er altid noget ved ethvert menneske, der fortaber sig i Guds skabelsesgåde, noget som forblive utilgængeligt for andre mennesker, og måske også for én selv. Der er visse egne af menneskesjælen, hvor kun Gud har adgang.

Samtidig må vi erkende, at dem vi kalder fremmede af den ene eller den anden grund også er mennesker, som Gud kender. Bedre end vi nogensinde kommer til at kende dem, og bedre end de kender sig selv. Og ikke nok med det. Gud beder os om altid at tage os af det fremmede ved hinanden. Det kan vi ikke slippe for. Heller ikke i de nære forhold.

I dag kommer der fremmede til Jesus. Den spedalske og officeren, som vi før hørte om er fremmede på hver sin måde. Den spedalske var som en fremmed i samfundet på grund af sin sygdom, der gør ham fæl og ulækker at se på, og så smittede han. Han var udstødt af fællesskabet og skulle gå med bjælder, så raske mennesker kunne nå at komme af vejen, inden han kom tæt på. Han var blevet en fremmed blandt sine egne. Anderledes er det med officeren, han er nemlig ikke bare blevet en fremmed, han er udlænding. Udsendt i tjeneste af kejseren i Rom. En del af besættelsesmagten. En uvelkommen fremmed.

Når man er fremmed på den måde den spedalske og officeren er det, så bliver man på en sær måde pludselig alt for velkendt.

Man bliver én andre tror de kender: Uha, der er en spedalsk lad mig komme væk, eller man tænker: dér er en af besættelsesmagtens officerer, bare han ikke ser mig.

Deres umiddelbare kendetegn gør, at man for hurtigt får sig gjort færdig med dem.

Den dér fremmehed, kender vi kun alt for godt, og den vil vi helst være fri for. Ikke have med at gøre, hvis vi kan blive fri. Og sådan kan den menneskelige side af Jesus også have det. Sommetider sker det virkelig, at Jesus bliver træt af folk, der råber efter ham og vil have hjælp.

Men den guddommelige side, den vi tror er mest fremmed, den bliver ikke træt.

Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er en spedalsk eller en fremmed officer. Jesus viser dem, at Gud ikke længere er en fremmed.  Han står lige dér foran dem med sin hjælp og sit nærvær.

Det er godt at huske på, når vi frygter den fremmede eller det, der er fremmed eller uvelkomment i os selv.

Den første oplevelse med noget uvelkomment i mig selv, som jeg kender, stammer fra dengang jeg var 4 år og lige havde fået en lillebror.

Jeg har fået at vide, at jeg gik og glædede mig til at blive storesøster. Men en dag mens min bror endnu var helt lille og lå og sov i sin seng, så min mormor, som var på besøg, at jeg listede mig ind til ham, løftede dynen af og gav ham et smæk i måsen, hvorefter dynen blev lagt pænt på plads igen. Min lillebror havde tyk ble på, og jeg slog nok ikke så hårdt, han vågnede i hvert fald ikke.

Men det interessante er, at jeg var blevet jaloux, da min lillebror kom til verden, og følelsen kom til udtryk i denne lille protesthandling. Jeg tror jalousifølelsen, var mig ny og fremmed. Jeg forstod ikke selv, hvad det var der rørte sig i mig som 4årig, heldigvis forstod mine forældre det. Og jeg bør måske for en god ordens skyldt fortælle, at min lillebror og jeg er meget glade for hinanden i dag.

Men, mon ikke det ofte sker: at vi bliver fremmed for hinanden af grunde, vi slet ikke forstår? Og hvor tit sker det ikke, at sådan en fremmedhed fører til, at vi vil hinanden ondt.

Og måske vi skal til at genopdage at behandle fremmede som tidligere genrationer gjorde? Tage søndagstøjet på, byde velkommen og gøre os umage og være nysgerrige, fremfor af uvidenhed at frygte, at det gode selvskab vil ende i drukkenskab, sådan som den døende Kresten gjorde, da præsten fortale om Abraham, Isak og Jakob.

Men hvad nu hvis man frygter, at det fremmede er noget, man ikke bryder sig om. Noget man har lyst til bare at skaffe sig af med i en vis fart. Noget man ikke har tålmodighed med, noget man er vred over eller slet ikke forstår, så man får lyst til at hævne sig, fordi den anden pludselig virker så fremmed, at man også bliver fremmed for sig selv og sine egne reaktioner og følelser?

Så må vi gentage den gamle præsident Franklin D. Roosevelts ord fra 1933, hvor han siger: at det eneste, vi behøver at frygte, er frygten selv…

Og dertil sige: ” Lad være med at hævne dig, du ved jo alligevel ingenting.

Så overlad din frygt og hævnfølelse til Gud og gør det gode så længe.

Gud kan modsat mennesket bære hævnen, han er ikke hævntørstig men tager hævnen på sig.

Han lod verden rive sin søn til blods, udstillede hævnens galskab på Golgata, så vi forstår, at vi ikke skal kaste med sten eller drive nagler gennem andres hænder og fødder.

I stedet skal vi sætte brødet i ovnen, åbne vinen, og med glæde i stemmen sige: Vi skal have fremmede!

Og så må vi se at finde ud af det sammen.

Amen

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis (Lukas 13,1-9) i Mørdrup Kirke d. 21. oktober 2018 kl. 10.00

DDS: 729 – 31 – 294 -- 376 – 323 – 731

Kære Facebook venner, tusind tak for alle de søde hilsner til min fødselsdag, hvor jeg glædede mig over at kunne præstere dejligt vejr.

Sådan skrev én af mine Facebookveninde i sidste uge. Efterårsvejret har i år været usædvanligt fint, og vi kan takke min søde facebookveninde for, at hun har præsteret så godt i det forløbne år, så vi alle kunne nyde dejligt solskinsvejr i tirsdags.

Talemåden siger jo, at hvis solen skinner på din fødselsdag, har du opført dig pænt i årets løb.

Det har jeg altid syntes var lidt uretfærdigt for alle os, der er født i vintermånederne, hvor chancerne for godt vejr alt andet lige er mindre.

I dag skal det handle om sammenhængen, mellem det vi præsterer, og hvordan det går os her i livet.

Om spørgsmålet om skyld og skæbne.

Om alt dybest set er vores egen skyld, eller om det er Guds skyld…, eller om tilfældet bare råder.

Store spørgsmål i oktober.

Men nok spørgsmål vi alle har tumlet eller tumler med.

Hvis vi præsterer godt, går det os godt, og hvis vi ikke præsterer så godt, går det os dårligt. Det synes rimeligt.

Hvis vi lever sundt og dyrker motion, bliver vi ikke syge, hvis vi søger ihærdigt nok, får vi et arbejde, hvis vi læser grundigt nok, består vi eksamenen, hvis vi vælger den rigtige partner og den rigtige uddannelse, bliver vi lykkelige.

Njarh, sådan er det ikke altid i virkelighedens verden.

Sommetider går det mennesker godt, selvom de ikke selv har bidraget med ret meget, og omvendt kan det gå mennesker dårligt, selvom de har udrettet meget godt.

Det kan man undre sig over.

Også i evangeliet møder vi denne undren om forholdet mellem skyld og skæbne

Nogle mennesker fortæller Jesus om en grufuld episode: Pilatus havde blandet nogle menneskers blod med offerdyrs blod. Vi forstår nok ikke helt, hvorfor det er så slemt, men på Jesu tid var det en rædsel. Jøderne betragtede blod som noget urent, og der var mange regler for omgangen med blod. Derfor var det forfærdeligt, for de mennesker, hvis blod var blevet gjort urent. En slags terrorhandling fra Pilatus side. Var det de menneskers egen skyld?

Vi får også et andet eksempel, som er lettere at følge. Et tårn i Siloa var styrtet ned og 18 tilfældige mennesker døde. Var de større syndere end andre?

Når vi hører sådanne historier mangler vores verden sammenhæng mellem ’solskin på fødselsdage’ og artige børn, og mellem præstationer og lykke og ulykke.

Vi kan ikke styre vind og vejr, og vi kan ikke gennemskue verdens gang.

Det kan være svært at affinde sig med.

Vi vil gerne have styr på tingene og forklaringer på det, der sker, om ikke andet sætter vi Gud ind i ligningen, i et forsøg på at få den til at gå op.

I 1980érne, var der flere religiøse grupperinger, også kristne, der satte Gud ind i ligningen, og forklarede Aids epidemien, som et udtryk for Guds straf og mishag overfor homoseksuelles måde at leve på.

Også da tsunamien ramte Sydøstasien 2. juledag 2004, var der forklaringer, der henviste til, at Gud havde samlet særligt mange onde og slemme mennesker i området og sendt en tsunami, for at de skulle lide og dø.

Tsunamien ramte den indonesiske Banda Aceh provins særligt slemt.  Det er også her, de mest konservative muslimer bor, og mange af dem mente, at tsunamien var Guds straf, fordi islam ikke blev overholdt godt nok. Sharia-politiet i Banda Aceh arbejder den dag i dag på at undgå en ny tsunami ved at retlede indbyggerne til guds sande vej og bl.a. anholde kvinder, der går med cowboybukser.

Vi synes nok, det lyder skørt at tro, at kvinder ved ikke at gå med cowboybusker, kan holde jordpladernes tektoniske forskydninger i ro, så der ikke opstår tsunamier.

Men nogle gange er det som om, vi mennesker bare vil nedkæmpe skæbnens magt og finde en årsag på de ulykker, der sker, uanset hvor søgt eller langt ude det kan forekomme.

Og vi spekulerer os gule og grønne i hovederne og gør alverdens krumspring, for at få det hele til at hænge sammen.

Også når vi rammes af tilfældet på det personlige plan, spørger vi: hvordan det kunne ske? ’Hvorfor lige mig? Hvorfor skal min verden synke i grus?

Hvorfor skulle jeg miste ham eller hende, som var livet for mig? Hvorfor?

Men måske er det den slags spørgsmål, der ikke bør besvares. Måske er den slags udbrud mere en måde at give afmagten sprog.

For afmagten, sorgen og fortvivlelsen har mere brug for et sprog at være i… fremfor en forklaring.

Der er ellers mange, som står klar med forklaringer på, hvorfor den ene og den anden ulykke rammer.

Forklaringerne kan handle om, at ulykkerne har rod i vores måde at leve på, i vores mentalitet... eller de er en følge af stjernernes konstellationer dengang vi blev født.

Og af og til er vi parat til at tro på både englekort og åndemagere bare for at få en forklaring.

Forklaringen handler altid om, at det kun er på overfladen ulykkerne forekommer tilfældige. Ser man nøjere efter, er der en bagvedliggende verdensorden; måske en guddommelig styrelse.

Hvad vi umiddelbart betragter som skæbne eller tilfælde, er i virkeligheden et udslag af en moralsk retfærdighed eller logisk orden, som giver mening til det tilfældige.

På vores egen måde tænker vi, ligesom man gjorde på Jesu tid: Der må være en forbindelse mellem synd og ulykke. En forbindelse, som ikke gør ulykken tilfældig.

Hvad enten det drejer sig om tårne, der styrter, sten, der rammer biler på motorvejen, sygdomme, der sidder i generne, naturkatastrofer, fysisk lidelse, ja endog død… det er alt sammen, på en eller anden måde, udslag af en større logik og retfærdighed.

Men vores trang til at søge forklaringer, bliver let til grusomt tyranni over for det menneske, som er hårdt ramt af skæbnen eller tilfældets brutalitet.

Forestillingen om en retfærdig skæbne, der giver og tager så der bliver ligevægt… er en tankegang og en tro, der ikke stammer fra kristendommen.

Det er hedensk tro, som Jesu afviser. Vi kan ikke dømme om sammenhæng mellem ’ulykker og sygdom’ og den måde mennesker handler på.

Det understreges i dagens tekster.

Både i den gammeltestamentlige læsning og i Jesu svar på spørgsmålet om, hvad galilæerne og 18 mennesker ved tårnet har gjort siden de skal dø på så grum en måde.

Men de har netop intet særligt ondt gjort, der kan retfærdiggøre denne hårde skæbne. Her er ingen karmatænkning. Her afsløres ingen skjult guddommelig sammenhæng mellem skyld og skæbne.

De var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Punktum.

At tanken ikke er ny, ses tydeligt af, at profeten Ezekiel for vel ca. 2500 år siden har behov for at sætte en tyk tyk streg under, at det gamle ordsprog: Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.

Dét ordsprog vil Gud ikke høre på mere.

For, som han siger: Alle menneskers liv tilhører mig.

Vi har ikke lov til på forhånd at afskrive et eneste menneskeliv som ubrugeligt eller som forudbestemt til at blive ramt af en tonstung skæbne.

I onsdags var vi nogle stykker samlet til prædikenværksted, for at reflektere over dagens tekster, salmer og bønner, og en deltager fortale, at hun i forbindelse med sin mands død havde talt med en præst og igen og igen vendt tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt hun dog kunne have gjort noget, været mere opmærksom eller fortaget sig noget, der kunne have udskudt tidspunktet, for mandens død, hvorefter den kloge præst i Helsingør spurgte hende: hvornår holder du op med at ville være Gud?

Det er jo ikke vores sag at kigge Gud efter i kortene og dømme os selv eller andre om liv og død, skæbne og lykke og ulykke.

Det vi kan gøre, får vi at vide med lignelsen om figentræet.

3 år i træk har figentræet har ikke båret frugt. Vi får ingen forklaring på ulykken og den manglende frugt.

Til gengæld hører vi om, hvad vi kan gøre.

Lignelsen får appellerende karakter, med en pointe, der er til at forstå: Overvej ikke hvis skyld det er, når nogen bliver ramt af ulykker, men vær nær hos de ramte. Vis omsorg og plej dem. Og gør det tilmed ud over al rimelighed.

Vi kan se på gartneren og efterligne ham.

Vi skal ikke spekulere så meget over årsagen til andres tilfældige ulykke. Vi kommer alligevel aldrig frem til et overbevisende svar. I stedet skal vi gå gartneren i bedene.

Gartneren er et billede på, hvordan Jesus er… og et forbillede til efterfølgelse.

Det er en meget tålmodig gartner, vi møder. Han passer og plejer det ufrugtbare træ. Han tror på det… selv efter tre dårlige år, hvor det ikke har givet frugt.

Det er en fuldstændig overdreven omsorg for et figentræ. Det var ikke et særligt træ på Jesu tid. Der var nok af dem. Derfor bliver denne historie… ”lignelsen om et under”. Og underet er, at gartneren ikke giver op.

Men med lignelsen i hånd kan vi mennesker også spejle os i det ufrugtbare træ.

Vi er ufrugtbare i vores overdrevne tro på, at vi kan styre sol, vind og vejr og gennemskue verdens gang gennem vores egne præstationer.

Vi er ufrugtbare, når vi går og påpeger andres skyld, i stedet for at støtte og trøste.

Vi er ufrugtbare træer og har brug for at høre lignelsen om et under: Nemlig at vi får Guds ufortjente tålmodighed, stik imod al rimelighed.

Derfor siger vi lov tak og evig ære …

Prædiken til Skærtorsdag d. 18. april 2019 i Mørdrup Kirke kl. 19.30.

DDS: 172 – 356 – 14 -- 458 – 459 – 785  

“Skibet er ladet med …” Mon ikke de fleste af jer kender denne gamle leg? Siger jeg fx ”Skibet er ladet med M”, kunne et svar være: ”Mandariner” eller en anden ting, der begynder med ”M”. Her i kirkeskibet kunne jeg fristes til at svare: M for ”Mennesker”.

For mennesker skal der til, for at skabe kirke,

Forrige søndag var den tidligere amerikanske præsidentfrue Michelle Obama i København og holdt foredrag for 11.000 mennesker. Som én af dem, der ikke ville betale en dyr billet, har jeg kun set et uddrag af hendes besøg på DRs hjemmeside.

Her fortæller hun om sin tid i det hvide hus.

Og det var sympatisk at høre, hvordan de som familie, havde gjort sig umage med at gøre Det Hvide Hus - denne store officielle og upersonlige bygning, til et hjem fyldt med varme og nærvær – et hjem, de som familie kunne befinde sig godt i.

De fyldte huset med liv, inviterede børn fra hele verden til at bo hos dem, og som det stabile element for Michelles to døtre boede mormor også i huset og var med til at skabet varme og omsorg for hele familien. For som Michelle sagde, nok er Det Hvide Hus et smukt hus fyldt med alverdens bekvemmeligheder, men ”det er ikke huset, det er menneskene, der gør det til et hjem”.

På lignende vis kan man sige om en kirke, det er ikke bygningen men menneskene, der gør det til en kirke.

Mørdrup Kirke var ikke værd at kalde en kirke, hvis ikke det var for alle os mennesker der samles her.

Og i dag, hvor vi har spist sammen og igen skal fejre nadveren sammen, så vover jeg at sige, det samme om et måltid: Det er ikke maden, men menneskene, der gør det til et måltid.

Uanset hvor meget eller hvor lidt - eller, hvor dyrt eller billigt, det er.

Det erfarede jeg i sidste uge, hvor jeg var på ferie i Spanien, den ene dag spiste jeg på en fin Michelin restaurant i Madrid, og den næste dag var jeg på Burger King i Valencia.

To yderligheder – og ingen af stederne ville være værd at besøge, hvis jeg var alene, og hvis det alene handler om at få stillet sin fysiske sult, vil jeg af de to muligheder foretrække fastfoodrestauranten, for så er det hurtigere overstået.

Det blev tydeligt for mig, at ved et måltid er det vigtigste ikke maden som sådan, det vigtigste var ham, jeg spiste sammen med, ham med hvem, jeg deler mit liv og mine inderste tanker.

Om dette, at spise sammen i kirken har en kollega, Joachim Stender forleden dag skrevet i Kristeligt dagblad, og vendt blikke indad for at se på al den mad, der serveres i Folkekirken. Han har for år tilbage provokeret ved at invitere en kendiskok til at lave mad til kirkegængerne, som hver skulle betale 500 kr. for at komme i kirke skærtorsdag og spise gourmetmad på kirkebænkene. Og ved nadveren, gør han et nummer ud af at servere friskbagt brød, der dufter og smager af mere end det, vi andre serverer.

Og han indrømmer det gerne, den kære Joachim, at ikke mange præster har serveret mere mad end ham gør. Alligevel mener han at vi som kirke, bør se mere kritisk på vores madarrangementer, for som han skriver ”det er nemlig, som om vi med spaghetti og kødsovs er ved at hygge folkekirken ihjel” – ”og at præsterne er gået fra at være forkyndere til pædagoger”.

Det er voldsomme og provokerende ord for en præst som mig, der har holdt utallige spaghettiggudstjenester, men ikke desto mindre giver nadverberetning i dag skærtorsdag alligevel anledning til at reflektere over, hvad det er for et måltid, vi her præsenteres for.

Det måltid, Jesus spiste med sine disciple skærtorsdag aften, var ikke det mindste hyggeligt. Disciplene skændes som en flok forkælede børn, mens Jesus vidste at han skulle dø dagen efter.

Men tør vi som kirke tale til hinanden om de svære ting i tilværelsen: om døden, om ensomheden, om svigt og bedrag…. eller handler det hele blot til sovs og sødsuppe.

Ser vi på Jesus sidste måltid, så er alt det svære med omkring bordet denne sidste aften med disciplene.

Nok er Skærtorsdag aften hjerteskærende smuk – man ser for sig en stribe af kunstværker, der gennem tiden har forsøgt at afbillede den sidste nadver – kærlighedsmåltidet - aftensolens skær – mændenes ansigter – langbordet dækket op med brød og vin og blomster – et fællesskab af varme og kærlighed.

Men samtidig er det jo også svigtets aften. Forræderen sidder med i fællesskabet og knuger om posen med blodpengene - klar til det ultimative svigt – Judas, der er anledning til at Jesus næste dag hænger på korset og råber Min Gud min Gud – hvorfor har du forladt mig?

Forladt, svigtet, forrådt.

Når vi føler os ensomme: forladt, svigtet og forrådt – så er maden ligegyldig, så har vi det som små børn, der skriger efter arme, der vil løfte os op, bære os, vugge os og berolige os.

Men hvornår er man ensom, og hvornår er man egentlig bare alene?

Man kan føle sig ensom, selvom man er omgivet af mennesker, - og man kan være alene uden nogensinde at føle sig ensom. Følelsen af ensomhed handler ofte om, hvorvidt man føler sig forbundet til andre mennesker, og om man føler, at man kan dele sine tanker og følelser med nogen, der gider lytte.

Dengang min farfar døde, havde han været gift med min farmor i 63 år. Og de sidste seks år af sit liv følte min farmor sig meget ensom. Selvom hun var involveret i mange fællesskaber og havde hele familien tæt på, så var hun ensom, fordi den mand, som hun delt livet med, ham der forstod hende bedst, …han manglede.

Selvom Jesus den sidste aften i sit liv, nok var omgivet af en masse mennesker, der elskede ham – mon ikke han alligevel har mærket ensomheden, fordi ingen forstod ham.

Fordi ingen kunne følge ham derhen, hvor han skulle – den vandring måtte han gå alene i det mørke, hvor kun Gud er – forladt, svigtet og forrådt.

Den samme vandring som ethvert menneske kommer til at gå på et tidspunkt i sit liv….

Det er det, som udfoldes i skuespillet ”det gamle spil om Enhver”

Enhver er – som navnet siger – os alle sammen. Vi genkender os selv i hovedpersonen i dramaet. Han lever sit liv. Har det godt. Mangler intet. Og så dog! For Enhver konfronteres med Døden. Og hvad har han så at holde sig til? Hvem kan ledsage ham på hans sidste rejse? Kæresten? Vennerne? Pengene? De gode gerninger – eller manglen på samme? Skuespillets svar er, at troen er Enhvers sidste følgesvend.

Jesus vidste, at skærtorsdag var hans sidste aften, han er som ethvert menneske, der står på kanten af livet.

Ligegyldigt hvor meget dem, der er omkring ringer, besøger, skriver, taler – ligegyldig hvor meget vi knuger hænderne, aer kinden og holder om – så er mennesket alene og ensomt i det angstfyldte døds-mørke.

På trods af kærlighed og fællesskab – så er der et sted, hvor ingen kan følge. Og det er også dér, Jesus er skærtorsdag aften. 

Og alligevel ændrer Jesus den aften hele billedet – for altid, for enhver…

Ikke gennem maden, det tørre brød og den lunkne vin, men gennem det rum han skaber, hvor alle har lige ret til at sidde med: både os, der er som Judas, der dypper i kærlighedens bæger med den ene hånd og knuger om pengeposen med den anden.

Judas, der repræsenterer alle de værste øjeblikke i vores liv. Alle vores forræderiske tanker, - al vores tvivl og angst og alle vores bedrag. Men når han er med ved bordet den aften, - når han er en del af fællesskabet - så er der vel også plads til dig og mig - så passer det virkelig, at her er der ingen forskel - her er vi alle sammen fælles om bare at være fortvivlede syndere, som bliver tilgivet, - også når vi måske ikke kan tilgive os selv.

Med om bordet er også den temperamentsfulde, lidenskabelige Peter, der sværger aldrig at forlade og svigte - og velsagtens selv tror på det i samme nu, - men som alligevel fornægter og lyver inden det bliver morgen og hanen galer.

Også Thomas er med – ham der tvivlede og krævede bevis, for det han ikke havde set med egne øjne.

Med om bordet er alle os, med vores små og store svigt – os med de gode intentioner, der ikke blev – os med vores tvivl og angst; og vi er på trods af alt det med i et større fællesskab – et kærlighedens fællesskab, hvor også dødens overvinder indgår i ligningen.

Så når vi rystes i vores indre over angsten for døden, - og vi får tanker om, hvorfor overhovedet leve, når døden alligevel ligger foran os, - så er der trøst at hente ved det bord, som går fra jord og til himmel. Det bord, hvor vi sidder med Judas og Peter og Thomas - med dem vi mistede - med dem der bedrog os og dem vi ikke kan li - og med Jesus.

Skærtorsdag fortæller os - at når vi føler os forrådt, forladt, svigtet - når vi ligger som børn og skriger i mørket…, så er skibet ladet med M, med menneskesønnen, der trods al vores tro og tvivl løfter os op i sine arme og holder os tæt.

Amen.

Prædiken til 3. s. e. påske d. 12. maj 2019 i Mørdrup Kirke kl. 10.

DDS: 725 – 28 – 540 -- 349 – 379 – 721

Det er Mors dag – i mere end 100 år er mødre i den vestlige verden blevet fejret med blomster og opmærksomhed, også her i kirken kommer det til at handle om moderskabet – om dets glæder og sorger – og jer der mest kender til faderskabets glæder og sorger eller ikke har hverken den ene eller andre slags erfaringer må hænge på, så godt I kan.

Selvom min far har fået tre børn, har han aldrig oplevet en fødsel. Han tilhører vist den sidste generation af fædre, som ikke var velkomne på fødestuerne, i stedet måtte de trave op og ned ad de lange hospitalsgange mens det store fødselsdrama udspillede sig bag lukkede døre. Det var først i løbet af 1970’erne, at fædrene indtog fødestuerne, her i vores del af verden, mens det i mange kulturer forsat er helt utænkeligt at en mand kan være med omkring et barns fødsel.

For øjeblikket kan man på kunstmuseet Louisiana se en udstilling om Dea Trier Mørch, der med sin samtidsroman fra 1976 ”Vinterbørn” og sine varme og realistiske linoleumstryk, var banebrydende i sine skildringer af fødslens forskellige faser og de følelser, kvinder har inden, under og efter en fødsel.

Det kan derfor undre, at vi i evangeliet i dag har hørt Jesus udtale sig om det psykologiske forløb under en fødsel. Det kan undre eftersom Jesus, som er mand og jøde, nok ikke har overværet en fødsel. Dengang for knap 2000 år siden, da Johannes skrev sit evangelium, var det utænkeligt at en mand i en jødisk kultur overværede en fødsel.

Ikke desto mindre er iagttagelsen rigtig: Den krise, som fødslen er, forsvinder fantastisk ved barnets fulde tilsynekomst, når vi fraregner de ulykkelige tilfælde, hvor det går anderledes end håbet.

Men at få børn er ikke for dem, der klamrer sig til tingene, for aldrig så snart er barnet født til verden før man stykke for stykke må give afkald på det.

Den fornemmeste opgave en mor har er at blive overflødig, for så kan barnet selv. Men mens man lærer det at kunne selv, sætter det evige aftryk over alt i én.

Man husker i sine arme fornemmelsen af en lille krop. Hånden husker en lille hånd, en lille fod, man hører for sit indre øre en lille barnestemme.  Måske en lille drengestemme fra før den gik i overgang. Måske en lille pigestemme, der udtalte visse ord på en særlig måde, man ikke nænnede at rette. Fordi man allerede da vidste, at det kun varer så kort. Benene husker den utålmodige fornemmelse af at skulle gå med alt for små skridt, og man længes efter at prøve det igen. Bare lidt.

Man husker øjne der lyste, når de så én, dengang man var hele verden for sit barn og ikke altid tog sig tid til at være det. Man husker, da blikket begyndte at søge andre steder hen, og man stod tilbage og vinkede i døre, på busholdepladser, på banegårde og i lufthavne og da flyttelæsset med de sidste ting kørte væk. Langsomt men sikkert lukkes man mere og mere ude af barnets liv.

Det er alt sammen som det skal være – også selv om det gør ondt. Det er som det skal være, for det betyder at man er blevet overflødig. Barnet kan selv. Og samtidig hænger det ved én, dét med at være mor, det er noget man ikke rigtigt kan slippe, når først det har fået tag i én. Måske fordi det er så kropsligt. Men som barnet vokser til bliver man nødt til at udøve sit moderskab andre måder. Glæden og kærligheden må finde nye udtryk, ja sommetider må man holde igen på den, fordi der er mere end det voksne barn skal bruge. Det er alt sammen som det skal være – også selvom det gør ondt.

Men så er det jeg kommer til at tænke på en anden udstilling på Lousiana, som for tiden hænger lige ved siden af Dea Trier Mørchs linoleumstryk.

Det er den kinesiske maler Liu Xiaodong, der har været i Grønland, og udstillingens først maleri forestiller et storslået grønlandsk landskab med endeløse rækker af hvide trækors i forgrunden. Det er fra byen Uummannaq, hvor maleren besøgte verdens nordligst beliggende børnehjem, en by der som flere andre grønlandske byer er præget af mange sociale problemer der bl.a. resulterer i verdens højeste selvmordsrate blandt børn. Denne tematik har man også kunne se udfolde sig i en dokumentarfilm fra byen Tarsiilaq, som er blevet vist på DR i den forløbne uge.

Og hvem skal fejre de grønlandske mødre, der har mistet et barn, hvordan er det mon at fejre mors dag, når en mors kærlighed og største glæde ligger begravet under et hvidmalet trækors.

Det er svært nok at være overflødig mor til voksne børn, der ikke længere har brug for én, men som dog trods alt bevæger sig rundt i verden på den bane der er deres. Og som man ser i glimt, når de farer forbi.

Men at blive overflødig som mor, fordi man må pakke sit elskede barn sammen i en hvid kiste og stå der og vinke farvel for allersidste gang, når kisten sænkes i jorden. Det kan moderhjerter aldrig komme overens med. Og det skal de heller ikke.

I hvert fald ikke hvis det står til Jesus. Jesus kender om nogen menneskelivet. Kender mødres glæder og sorger. Kender sin egen mors smerte. Maria, der måtte stå ved korset og se ham spændt ud dér i døden for at verden skulle leve. Selv om ingen forstod at det var dét, der skete og kun en romers soldat sagde: Sandelig den mand var Guds søn.

En mor kan miste sit barn, og enhver kan miste én man elsker - ja. Det burde ikke ske, men det sker. Men det er ikke ensbetydende med at man mister den glæde man havde i den elskede. Den glæde man havde i den elskede, kan umuligt pakkes væk i kister og graves ned i jorden. Den lever videre i én på en sær umistelig måde.

Som om opstandelsen allerede er begyndt at rejse sig i én. Og det er som om, det er dét Jesus så udmærket ved, og forsøger at sige os, når han siger: Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

Det er vi jo ellers ret gode til: At tage glæden fra hinanden. Træde med tung hæl på nogens tyndeste glæde, så den varer kortere tid end den kunne have varet, hvis vi havde trådt lidt mere varsomt.

Og i dag kan det til at begynde med se ud som om, Jesus forvirrer disciplene og tager glæden fra dem, når han siger: En kort tid så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig?

Der tales her om den situation, disciplene stod i, da de snart skulle ud i verden med det budskab, som kostede den ene efter den anden af dem livet, og som også i vores egen tid koster modstand og ofre om end på andre breddegrader end vore egne – senest i en række kirker på Sri Lanka påskedag.

Selv møder vi måske smerten, når verden lægger nakken tilbage og ler hånligt af troen på at der bliver noget tilbage at glæde sig over, når døden nu tilsyneladende gang på gang grådigt flår alting til sig. 

Samtidig taler evangeliet om den glæde, som gror ud af smerten og sorgen.

Luther taler om, at den kristne glæde er "trøstet sorg".

Og hvad kan det betyde? Trøstet sorg?

Måske, at der ofte knytter sig både sorg og modgang til nye erkendelser og nye muligheder. Og visse former for erkendelse er som svære fødsler.

Evangeliet er ikke en lektion i livsoptimisme. Det afdækker virkeligheden – og forkynder glæden.

Her er ingen overfladisk "det går nok alt sammen"-holdning.

I søndagens evangelium tales der ikke let eller populært. Der tales om vores livsbetingelser som troende og om en vej, der ikke nødvendigvis er enkel og problemfri, men som er vejen mod den varige glæde.

Det er ikke en vej vi selv kan skabe.

Glæden og nye livmuligheder kan vi ikke selv tvinge frem… det er ikke os, som skaber det, det bliver os givet udefra. Det bliver os givet af Gud, og det er ikke noget,

vi kan forklare.

Ligesom vi ikke kan forklare, hvorfor mødre bliver overflødige, og vi kan heller ikke forklare, hvorfor mødre kan miste deres børn.

Men vi kan erkende, at ethvert smerteligt råb om hjælp – og enhver kristen bøn, udspringer af troen på at bagom sorgen, ligger glæden - bagom nederlaget, ligger sejren og bagom døden, ligger livet gemt – også selvom veerne er strenge og det gør ondt.                                   

Amen

Konfirmation d. 6. april 2019 for konfirmander med særlige behov

Læsning: 1.mos. 2,4b-7

Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. 

Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

Mattæusevangeliet 22,35-40

En lovkyndig, spurgte ham(Jesus) for at sætte ham på prøve:  »Mester, hvad er det største bud i loven?«  Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹  Det er det største og det første bud.  Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹  På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Kære konfirmander.

Endelig kom dagen, dagen I har glædet jer til, og forberedt jer på.

Og måske I er spændte, forventningsfulde – og en smule nervøse.

Nu er festen begyndt, nu er vi her, I nåede frem til tiden,

I kan nu læne jer tilbage og trække vejret roligt.

Noget af det, der kendetegner os mennesker, er at vi trækker vejret.

Dengang Gud formede det første menneske af jord, blæste han livsånde i næseborene, så det blev et levende væsen.

Sådan kan vi læse i Biblen. Gud har pustet på os, så vi begyndte at trække vejret... så vi slet ikke kan lade være.

Vi kan prøve, om vi kan lave være med at trække vejret. Prøv at hold vejret?

I må ikke snyde... 1, 2, 3 nu... – puh - nej, vi kan ikke lade være med at trække vejet ret længe.

Vi bliver nød til at trække vejret for at leve og ånde. Luften omkring os er livsvigtig.

Selvom vi ikke kan se luften, så kan vi ikke undvære den.

Tag nu bare sådan et glas (fremviser et stort, tomt glas) – det er helt fyldt med luft, men vi kan ikke SE luften.

Men vi kan se, når luften mangler, når luften IKKE er der – som nu denne ballon (viser dem en slap, rød ballon).

En ballon uden luft er der ikke meget ved – men puster vi luft i (puster luft i ballonen), så bliver den stor og smuk og rød.

I konfirmander har i konfirmandundervisningen lært noget om symboler, og I ved, at et rødt hjerte symboliserer kærlighed.

Men ved I, hvordan verden ville se ud, hvis kærligheden ikke fandtes? (ungerne ryster på hovedet – slipper ballonen, som med en ynkelig pruttelyd drøner lidt planløst rundt og falder slap til jorden…!!) Sådan!

Øv, trist flad og slatten.

Gud har blæst sin ånde ind i os, så vi er blevet levende, men vi har brug for mere for at leve end blot dette at trække vejret.

Derfor har Jesus lært os, at der findes en vigtig regel: nemlig reglen om, at vi skal elske hinanden.

Kærlighed kan ikke ses. Præcis som luften omkring os ikke kan ses.

Men det kan mærkes, hvis den mangler. Uden kærlighed ender vi som slappe balloner, og dem er der ikke meget sjov ved.

Det er mangel på kærlighed, når vi bliver uvenner, når vi ikke behandler hinanden godt, når vi mobber og når, der er krig.

Jesus, Guds søn levede sit liv for at fortælle os, at kærligheden er Guds gode gave til os mennesker, og den er ligeså vigtig, som den luft vi indånder.

Kærligheden kan ikke ses med øjnene, men kærligheden kan mærkes med hjertet – når man bliver helt glad og varm helt inde i kroppen:

Som når vi er sammen med andre mennesker og føler os elsket og set.

Det kan også være glæden ved et godt venskab, der varmer krop og sjæl

Eller et varmt knus

Eller en hånd at holde i

Eller en smuk buket blomster

Eller at fejre alle jer skønne unge mennesker på en smuk solrig konfirmationsdag.

Når alt det dejlige sker, så er det tegn på at Guds kærlighed er midt iblandt os – og hjerteballonerne som I får her i dag, skal huske os på, at Jesus har sagt at vi skal elske hinanden. Men vi behøver ikke bekymre os om Guds kærlighed mangler – for når vi holder konfirmation fejrer vi, at Gud allerede dengang vi blev døbt, har fortalt at kærligheden findes i vores verden alle vores dage.

Det håber jeg i altid vil huske og mærke i det liv og den fremtid, der bliver jeres.

Til lykke med jeres konfirmation og tak for vores tid sammen – det har varmet i mit hjerte, at lære jer skønne konfirmander at kende.

Amen 

Oppustede hjerteballoner uddeles