I vores sprog har vi et mundheld, som lyder: ”Modsætninger mødes…”

Men det sker i mindre og mindre grad.

Der ligger i vores (post)moderne tid en tendens til, at vi holder sammen med dem, vi er enige med. Veganere omgås veganere. Golfspillere med golfspillere. De venstreorienterede kender andre venstreorienterede, som bekræfter hinanden i hvad, der er den fulde sandhed. De højreorienterede gør det samme. Flygtningevenner omgås hinanden. Arbejdere omgås arbejdere og akademikere omgås akademikere.

Vi omgås helst med personer, som ligner os selv, som har samme grundværdier, som tjener det samme og har samme politiske standpunkt, som os selv. Og vi bosætter os sammen med dem, hvis liv vi forstår og er enige med.

Vi færdes i det, som den tyske sociolog Niklas Luhmann betegnede som et subsystem, hvor vi alle er enige om de værdier, de spilleregler og den sprogbrug, som vi går ud fra.

Selv når vi er uenige, så er vi det på en fælles platform.

Så nej, modsætninger mødes… ikke.

Vi distancerer os fra dem, som vi på grund af hudfarve, seksualitet, religion eller social status er forskellige fra. Nogle gange sker det ganske uskyldigt og harmløst. Andre gange har det helt fatale konsekvenser.

Som halvstor pige var jeg i Sydafrika, det var dengang apartheidstyret klassificerede mennesker i forskellige racer og med magt sørgede for, at de blev holdt adskilt fra hinanden.

For en pige fra et land, der dengang som nu regnes for en af de mest lige i verden, var det fremmed og voldsomt at opleve mennesker blive forment adgang til offentlige strande, bænke, restauranter og toiletter alene pga. af deres hudfarve. ”Only for White” stod der på skilte mange steder midt i byen, mens der var mere albuerum for de farvede uden for byerne.

Set i et kort perspektiv, er det nyt herhjemme, at adskillelsen imellem forskellige samfundsgrupper stiger.

Måske opdager vi det ikke. Måske føler vi tværtimod, at vi kan trække vejret frit og netop leve, når vi har distanceret os fra dem, der er anderledes, og kun har dem omkring os, som vi selv ønsker: De hvide. De kristne. De stoffrie. De lovlydige. De heteroseksuelle. De velhavende. For eksempel.

Kristne omgås også mest andre kristne – og helst dem vi er enige med.

En præstekollega sagde engang til et møde med andre præstekolleger: ”Giver det overhovedet mening at have fællesskab med kolleger, man er uenig med?”  Jeg tænker, at alene det, at spørgsmålet blev stillet, afslører en usund kultur.

Jesus, derimod, vovede sig ud blandt sine modsætninger – og mødte alle samfundslag, også dem han ikke var enige med. I Lukasevangeliet hører vi bl.a. om, at Jesus var til middag hos farisæren Simon.

Der var god mad og vin og ordentlige folk, med det moralske kompas i orden.

Men en fremmed dukker op på scenen, en synderinde, en kvinde, som man formoder havde tjent sine penge på at sælge sin krop. Et menneske, som var så helt anderledes.

Forskellige mennesker mødes i evangeliet, og på en måde er det med til at understrege vigtigheden af, at vi også ser og møder mennesker, som er anderledes end dem, vi umiddelbart kan identificere os med.

Mødet er vigtigt for at kunne se et menneske bag alt det, vi oplever som anderledes og forkert hos de andre.

Anne Mia Lykner

Dåb for børn i alle aldre

Hvert år bliver der i Mørdrup Kirke døbt en halv snes 14-15årige. De står der ved døbefonten lange og ranglede og måske lidt generte. De har tilmeldt sig konfirmationsforberedelsen, og gennem de lange mørke vintermåneder er de stået tidligt op for at møde kl. 8 i konfirmandlokalet og deltage i undervisningen.

Det, har de for egen regning valgt at gøre fremfor at sove et par timer ekstra i en periode af deres liv, hvor søvn ellers synes at være en evig mangelvare.

Forældrene til disse stærke og modige unge mennesker, lod dem ikke døbe, da de var små.

Ikke fordi de er dårlige forældre, men nok mere fordi de ønskede at være gode forældre, der ærligt og redeligt ikke ville påtvinge deres børn en tro, de måske ikke selv mener at kunne leve op til.

Det kan også ske at forældrene ikke er enige i spørgsmålet og derfor ender med at sige, at barnet selv må vælge, når det når konfirmationsalderen.

Under alle omstændigheder kan det for en del forældre synes uoverkommeligt at vælge på børnenes vegne, når det kommer til tro og kristendom. Det ansvar, synes de måske selv, at de er alt for tvivlende, usikre, uforberedte og uafgjorte omkring.

For et par generationer af forældre i dette land, har det været et stående spørgsmål i mange familier, om de små børn skal døbes eller blot navngives; også i mange familier, hvor det alligevel er endt med barnedåb. Om ikke af andre grunde, så for bedsteforældrenes skyld eller for barnets skyld, så det ikke senere hen skal skille sig ud fra sine jævnaldrende.

Fælles for familierne er, at spørgsmålet ikke mere er en forud given sag, men et spørgsmål, der står til debat; som så mange andre af de traditioner, vi som folk har overtaget fra tidligere generationer.

Vor tids traditionsløshed og rodløshed har sat spørgsmålstegn ved dåben og dermed også den nedarvede nære sammenhæng mellem folkeliv og kristenliv.

Det kan man alt efter temperament og tro sukker over eller glæde sig over, men det er en uomgængelig kendsgerning, som vi alle i kirken må forholde os til.

Først og fremmest ved at forholde os åbne og lyttende, så vi ikke lukker af for de mennesker, vi er kirke iblandt og for de muligheder, som trods alt gives for at være kirke i vores tid og på vores sted og med åbne hænder tage imod de små, som forældrene vælger at døbe og de store børn i alle aldre, der selv vælger at blive døbt.

Jeg er fuld af beundring, for de unge mennesker, som bruger mange søndage på kirkebænken i Mørdrup Kirke og endnu flere vintermorgener i konfirmandlokalet for at prøve at få sat ord på deres tro og tvivl.

Skeptiske stemmer siger, at det først og fremmest handler om konfirmationsfesten og gaverne, men det er ikke min oplevelse. Mange får tilbudt både fest og gaver, uden at de behøver at deltage i hele den otte måneder lange konfirmationsforberedelse, og uden at de skal stå ved døbefonten og med genert stemme selv sige ja til trosbekendelsens ord, mens deres barnedøbte venner og veninder ser nysgerrigt til.

”Enhver dåb er en barnedåb” skulle Grundtvig efter sigende have sagt. Det er et billede på, at dåben ikke er betinget af eller afhængig af alder men mere handler om, at give udtryk for de kår vi er sat under her i verden, hvor der er så meget i vores liv vi ikke forstår eller bestemmer, og at der er forhold i denne verden, som vi må overlade til vor Herre, som vi har lært at kende gennem Jesu liv og gerning.

Jeg vil slutte af med at fortælle om en smuk og bevægende oplevelse, jeg havde for år tilbage.

Jeg blev kontaktet af en 80årig mand, som altid havde drømt om at blive døbt, men med alderen havde han skubbet tanken fra sig, indtil en nabo gjorde opmærksom på, at det da vist aldrig er for sent at blive døbt. Og det er sandt.

Den ældre herre havde gennem et langt liv tilegnet sig en hel del viden om kirke og kristendom, og det var både smukt og bevægende, da dåben fandt sted ved Mørdrup Kirkes døbefont.

Det kunne være en opfordring til at være hinandens naboer og hjælpe med at opfylde drømme.

Anne Mia Lykner

Om misundelse

- i bibel, fortælling og hverdagsliv.

Kain og Abel er brødre. Som børn legede de sammen. Som voksne arbejder de sammen. De deler byrderne imellem sig. Kain dyrker marken, og Abel passer dyrene. De er vel, som brødre er flest. Indtil misundelsen slår ned imellem dem. Kain får den onde tanke, at Abel er mere vellidt. Han er dygtigere. Tingene lykkes bedre for ham. Selv Gud har et godt øje til Abel. Tænker Kain! Og jo mere han tænker, jo mere tavs bliver han. Han svarer ikke, når Abel spørger, og når de mødes i marken, så standser de ikke op som tidligere - og giver hinanden et skulderklap. Også Abel bliver efterhånden tavs - og bekymret. Der er noget helt galt. Men han kan ikke snakke med Kain om det. Kain bliver bare vred - og det hele bliver endnu værre. Problemet er misundelsen. Den begyndte at gnave i Kains hjerte ligesom en lille orm, og uanset hvad Abel gør, uanset hvad der sker med ham, så tolker Kain det i en ond mening. Abels glæde, hans held, hans munterhed, hans dygtighed, alting bliver opfattet som en hån vendt mod Kain. Til sidst har Kain med sit mindreværd og med sin forladthedsfølelse trængt sig selv så langt op i en krog, at han kun kan se én udvej, som selvfølgelig ikke er en udvej: Han vil rydde Abel af vejen. En dag, mens de arbejder i marken, springer Kain på sin bror. Og i blindt raseri slår han løs på ham, indtil han ligger helt stille på jorden. Da er det pludselig, som om Kains øjne bliver åbnet. Den tåge af misundelse, som har blændet ham i lang tid er borte, og med rædsel går det op for Kain, hvad han har gjort. Han har dræbt sin bror. Han er uigenkaldeligt blevet sin brors morder. Nu har han marken for sig selv og dyrene. Han har det hele for sig selv. Men der er ingen glæde ved det, kun ensomhed.

At være menneske er at være en del af noget større. Et samfund, eller et fællesskab af søstre og brødre, er ligesom en stor krop. De enkelte dele hænger sammen, og vi er afhængige af vores søstre og brødre. Vi er afhængige af de mennesker, der er omkring os. Vi har selv en plads i menneskehedens store søskendeflok, og vi må give andre plads. Men når misundelsen gnaver, så vil vi have de andres plads. Vi vil have de andres anerkendelse eller evner eller ejendele eller popularitet. For selv at få bedre plads, gør vi de andre lidt mindre.

Situationen er gammelkendt. Den er skrevet ind i menneskehedens urhistorie.

Vi kan følge den op igennem tiden. Og vi kender den fra os selv - ikke mindst.

Selv broderskabet mellem Jesu disciple slår revner, da de henover spisebordet, den sidste aften Jesus lever, begynder at strides om, hvem af dem, der skal regnes for den største, når Jesus er død.

Det minder fuldstændigt om en familie, der er samlet om et dødsleje og går i gang med at skændes om arven efter bedstemor, mens hun endnu trækker vejret.

Det er desværre ikke et ukendt fænomen i forbindelse med dødsfald, - hvordan misundelse, griskhed og penge fuldstændig kan splitte familier ad. Hvordan misundelse kan få det allerværste frem i folk. Noget man måske ikke engang selv vidste, man indeholdt. Arvestridigheder mellem søskende ender ofte med en slags mord uden m. Giftige ord, der måske aldrig kan sones. Hvem skal arve huset, hvem skal have mors ring eller den gamle familiebibel eller sølvtøjet eller det antikke bornholmerur? Mange familiestridigheder er grundlagt her, på et dødsleje, når rovet skal deles. Og mange mennesker kan blive afsindigt vrede på deres søskende, netop fordi de formår at kalde uværdige og negative følelser som misundelse og jalousi frem.

Selma Lagerløf gør i fortællingen ”I Nazareth” forholdet mellem Jesus og Judas til et misundelsesforhold mellem to børn:

I fortællingen sidder børnene Jesus og Judas og laver små fugle af ler.

Judas er grim, rødhåret og fremstillet som en rigtig ballademager, mens Jesus derimod er et lyslokket englefromt barn, ingen kan stå for.

Allerede her er kimen lagt for den uundgåelige konfrontation mellem de to børn.  Børnene sidder på en trappesten med hver sin klump ler og former ler-fugle. Men straks viser der sig en forskel på de to venners arbejde. Judas´ fugle er så skæve, at de uafladeligt falder omkuld, og hvor ivrig han end er, kan han ikke få deres krop pæn og veldannet. Jesus derimod laver den ene smukke fugl efter den anden og bliver mere og mere lykkelig. Da nu dagen går på hæld, og solskinnet blinker allersmukkest i de små vandpytter på gaden, falder det Jesus ind, at han vil male sine fugle med det strålende solskin. Og da Judas ser, hvordan Jesus maler sine fugle med solskin, skriger han højt af glæde, og dypper også sin hånd i det blinkende vand, men solskinnet lader sig ikke fange af ham, og det glider bort mellem fingrene på ham. ”Vent lidt, Judas”, siger Jesus, ” nu skal jeg komme og male dine fugle”. ”Nej,” siger Judas, ” du må ikke røre dem, de er gode nok, som de er”. Og han rejser sig, og hans øjenbryn rynkes, og han bider læberne sammen og træder på alle sine fugle. Da alle hans fugle er ødelagt, går han over til Jesus, løfter foden og træder også en af hans fugle itu. Men Jesus råber til Judas; ”Hvad er det du gør? Ved du ikke, at de er levende og kan synge?” og for at redde sine fugle råber Jesus: ”Flyv, flyv”. Og på Jesu ord begyndte de små fugle at bevæge deres vinger, og de fløj stille derfra. Da Judas så dette, kastede han sig grædende for Jesu fødder, og bad ham træde ham ned, som han havde gjort med ler-fuglene. ”Thi Judas elskede Jesus og beundrede og tilbad ham - og hadede ham på samme tid mest af alle mennesker”.  Og Maria løftede Judas op på sit skød og kærtegnede ham. ”Stakkels barn, ” sagde hun. ”Du ved ikke, at du har prøvet på noget, som intet menneske formår. Indlad dig aldrig mere på noget sådant, hvis du ikke vil blive det ulykkeligste af alle mennesker! Hvorledes skulle det gå den af os, der drister sig til at kappes med ham, som maler med solskin og indblæser livets ånde i det døde ler?”

Sådan slutter Selma Lagerlöf sin fortælling om Judas misundelse.

Jesus og Judas – Kain og Abel – disciplene indbyrdes – du og jeg. Misundelsen har været der altid, og er kommet for at blive. Den stortrives. Der er intet nyt under solen.

Også Kierkegaard skriver et sted i Kjærlighedens gerninger om dette, når misundelsen griber os:

”Men når det svimler for os, at betragte livets forskelligheder, så gå til døden. På kirkegården har hver familie et lille stykke jord, omtrent lige store. Udsigten er omtrent ens for alle, her er ligeligheden omtrent, ja forskelligheden er højest en alen. men værre endnu er det i evigheden, i Guds rige.” – Så kærlig er døden altså, siger Søren Kirkegaard, ”for den gør ingen forskel på folk.

Og bag dødens skræmmende ligelighed på kirkegården venter det evige livs glædelige ligelighed, hvor alle har lige ret til liv.”

En ligelighed som har forarget mange mennesker igennem tiderne.

For der må da være bare en lillebitte forskel på os. Det kan da ikke være rimeligt, at de andre uduelige og onde mennesker skal have lige så meget som mig! Det har de da ikke fortjent, kan man tænke, når misundelsen griber én.

Men så uretfærdig er Guds retfærdighed, heldigvis for os.  

Anne Mia Lykner